Bisættelse

Det er aldrig sjovt være til en bisættelse, fordi det betyder, at der er nogen som er gået bort. At sige farvel er der ingen som bryder sig om, men det skal alligevel være en god afsked på en ordentlig måde. En kirkelig bisættelse er en rørende højtidelighed, hvor de pårørende kan få lov til at sige det sidste farvel. Det er et afskedsritual, som samler familie og venner sammen i en fælles sorg. Den store forskel på en kirkelig bisættelse og en begravelse er, at en bisættelse afsluttes ved at kisten bliver kørt til krematoriet for at blive brændt, imens ved en kirkelig begravelse så bliver kisten sænket ned i jorden. Det er enten ønsket fra personen selv eller de pårørende, som bestemmer hvad vej kisten skal, og hvordan hele ceremonien ender. En bisættelse er blevet det mest almindelig i Danmark, så der ikke er et stort gravsted, som efterfølgende skal passes af de pårørende. Selve ritualet ved bisættelsen starter med at en organist indleder ceremonien, hvorefter der bliver sunget en salme.  Når den er færdig, så byder præsten velkommen fra alteret, hvor han beder en bøn og læser en tekst op fra biblen. Når det er overstået så synges der endnu en salme, og de pårørende har muligheden for at være med til at vælge, hvilke salmer der skal synges. Det kan være den afdøde havde nogle klare favoritter eller at der er nogle specielle salmer, som de pårørende føler passer til stemningen. Hvis man ikke har nogen ønsker, så finder kirken bare nogle passende salmer, som er bredt dækkende.

Højtideligheden og afslutningen

gravstenNår den anden salme er slut under bisættelsen, så holder præsten endnu en tale, som er direkte om den afdøde om dens liv, som enten foregår ved kisten eller alteret. Præsten har inden haft en lille samtale med de pårørende og snakket med dem om den afdøde, for at få en idé om hvem personen var. Efter talen så synges der endnu en salme, hvorefter det er tid til jordpåkastelsen. Her bliver der kastet jord på kisten tre gange imens præsten reciterede fra biblen og velsigner kisten, inden alle sammen beder fadervor sammen. Afslutningsvis så synger hele kirken en sidste salme inden kisten løftes op, og bæres ud til den ventende rustvogn udenfor. Det er inden bisættelsen blevet aftalt blandt de pårørende, hvem der skal bære kisten ud, og oftest dem som var nærmest den afdøde. Men det kræver dog også nogle kræfter at bære kisten, så det skal også være nogen som kan tage fat, så der ikke opstår nogle akavede situationer. De andre gæster følger efter kisten ud af kirken i stilhed, og siger det allersidste farvel ved rustvognen inden kirken klokken slår ni slag. Der er dog også nogen som vælger at sige det sidste farvel inden i kirken, og så lade kisten stå der. De bryder sig ikke om at skulle bære kisten, så de vil hellere tage afsked indenfor og lade andre bære den ud til rustvognen og krematoriet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *